I dag offentliggjorde regeringen sin plan for udflytning af offentlige arbejdspladser. Og den har ført til en masse udgydelser på forskellige medier. Og som vaskeægte udflytning i udkanten mener jeg, at jeg har ret til at udtale mig. Men det jeg har at sige kunne ikke lige være på et 140-tegns tweet.

Ord

Der er meget af det her som simpelthen handler om ord. Det gør kommunikation jo tit. Og det første ord jeg falder over er ordet “tvangsflytning”. For det er blevet brugt mange gange – f.eks. af Martin Lidegaard på Twitter:

Men hvad betyder “tvangsflytning” her? At man flytter organisationen til et andet sted? Der er ingen medarbejdere der bliver tvunget til noget.

Da jeg havde mit første “rigtige” arbejde hos The Dialog Corporation arbejdede jeg i København. Men de tre chefer var fra Aarhus og ville gerne hjem – så de besluttede sig for at flytte kontoret. Her fik jeg, helt reelt, valget mellem at flytte med eller finde noget andet at lave. Jeg flyttede med. Blev jeg “tvangsflyttet”? Gu gjorde jeg ej. Jeg flyttede bare for at beholde mit job. Det er sådan noget mennesker gør nogen gange.

Det næste ord kom fra Morten Amtoft fra Børsen. Han taler om “kredspleje” på Twitter:

Så hvis man vælger at flytte noget herud så er det kun med en skummel bagtanke? Ideen om at flytte NaturErhvervsstyrelsen til Sønderborg kan kun være fordi Venstre fik en vælgerlussing på de kanter, og har brug for at lave “kredspleje” overfor de idiotiske bonderøve? Måske skulle vi holde op med at se spin overalt, og faktisk nogen gange tro på, at der er en mening med tingene.

Vi kan diskutere om det er fornuftigt. Vi kan diskutere om det gør en forskel. Lad os have den debat. Jeg ser et vigtigt signal i det fordi det viser, at man faktisk kan flytte herud. Det har jeg selv prøvet, og jeg ikke bare overlevede – jeg lever faktisk fint. Men at behandle det her som om det er et overgreb på de statsansatte, og at det at skulle bosætte sig i provinsen er at ligne med en deportation til Langbortistan – det er altså ikke rimeligt.